Fysiske funktionsforstyrrelser/følgevirkninger

De mest kendte følgevirkninger efter hjerneskader er de fysiske funktionsforstyrrelser, såsom alvorlige bevægehandicap og påvirkning af sanserne (føle-, høre-, syns-, smags- og lugtesansen, samt den vestibulære og proprioceptive sans). Hjerneskaden kan også påvirke evnen til at kunne kommunikere, fordi talemuskulaturen og de mimiske muskler svækkes. I rehabiliteringsforløbet forsøger man at genoptræne funktionsforstyrrelserne, og hvis det ikke er muligt, vil man søge efter kompenserende strategier.
Dette afsnit vil beskrive nogle af disse funktionsforstyrrelser.

 

Gå til indholdsafsnit på denne side:

Hemiplegi

Dysartri/dysfagi
Hemianopsi/anopsi

 

 

Hemiplegi

Hemiplegi er det hyppigste symptom efter en apopleksi. Hemiplegi er lammelse i den ene side af kroppen, og er forårsaget af læsioner i den modsatte side af hjernen. For eksempel giver skader i venstre hjernehalvdel lammelser i højre side af kroppen.
Hemiplegi omfatter både lammelser, kraftnedsættelser og føleforstyrrelser. En total lammelse kaldes en paralyse. Er der tale om kraftnedsættelse, kaldes det parese. Føleforstyrrelser (også kaldt sensibilitetsforstyrrelser) kan være ligeså invaliderende som lammelse og kraftnedsættelse. Hvis man på grund af en føleforstyrrelse ikke kan mærke forskel på varme og kulde og/eller har ændret smerteoplevelse, kan konsekvenserne være alvorlige.
Udover hemiplegi forekommer også paraplegi og tetraplegi. Paraplegi er kraftnedsættelse eller lammelse af benene. Tetraplegi er kraftnedsættelse eller lammelse af både arme og ben. Disse to plegiformer skyldes ikke hjerneskade, men en læsion af rygsøjlen.

 

Hemiplegi omfatter både lammelser, kraftnedsættelser og føleforstyrrelser. En total lammelse kaldes en paralyse. Er der tale om kraftnedsættelse, kaldes det parese. Modelfoto: Ole Friis.

 

 

Dysartri/dysfagi

En følgevirkning efter en hjerneskade kan være lammelse (parese) i dele af ansigtet, og/eller skader i talemuskulaturens nerveforbindelser. Lammes talemuskulaturen får man vanskeligheder med at koordinere de små fine bevægelser af tunge og læber, der gør at man kan udtale ordene korrekt. Især bliver konsonanterne utydelige og upræcise. Også svag stemmestyrke, snøvlende tale, ændret taletempo, monoton stemmeføring og urytmisk tale er blandt symptomerne. Tilstanden kaldes dysartri. Personens kommunikation er vanskeliggjort, men i modsætning til afasi, som er betegnelsen for kogntive sproglige vanskeligheder, skyldes dysartri udelukkende motoriske vanskeligheder på grund af lammelse af muskulaturen.
Dysartriramte kan genoptrænes, men ikke altid til et niveau som før skaden.
En ekstra komplikation ved dysatri kan være nedsat ansigtsmimik, idet visse af ansigtsmusklerne er lammet. Den nedsatte ansigtsmimik kan have betydning for borgerens sociale liv, da det påvirker den nonverbale kommunikation.
Lammelse af talemuskulaturen betyder ofte også nedsat tygge- og synkefunktion. I Danmark anslås det, at 25-50 % af alle personer med erhvervet hjerneskade har problemer med at synke. Dette symptom kaldes dysfagi. Der kan være andre problemer end synkeproblemer. For eksempel vanskeligheder ved at holde på mundvandet og kunne mærke madrester i mundvigene. Den dysfagiramte får ofte maden i den gale hals og hoster derfor under måltidet.
Borgere med dysfagi er ofte begrænset i deres sociale liv, hvor dét at spise og drikke jo er en hyppig aktivitet.
Hvis maden fejlsynkes og kommer ned i luftvejene, kan konsekvensen være gentagne lungebetændelser. Fejlsynkningen kan ske i al ubemærkethed. ”Silent aspiration” kaldes det, når en dysfagiramt fejlsynker i stilhed - uden at det ledsages af hverken hoste eller anden reaktion.
Er der problemer med at tygge og synke, kræves særlig opmærksomhed på kostens konsistens og næringsindhold, fordi der er risiko for underernæring, fejlernæring og dehydrering (væskemangel).
Ved dysfagi og/eller dysartri bør den professionelle være opmærksom på borgerens mundhygiejne. Dét at have en ”frisk” mund påvirker vores trivsel, og er desuden vigtigt i forhold til huller i tænderne, tandkødsbetændelse med mere.
Nedsat muskelkraft kan også påvirke åndedrættet, som igen påvirker talen. Hvis åndedrættet ikke fungerer optimalt, kan det betyde vanskeligheder med at etablere passende kraft på stemmen. Talen bliver derfor meget lav - eller borgeren kan kun holde til at tale kort tid ad gangen. Lyder stemmen våd og gurglende, er det fordi, der ligger sekret på stemmelæberne. Er udtalen meget nasal, kan det skyldes en lammelse af ganesejlet.
Det kan også være vanskeligt for personen at hoste med tilpas kraft.
Har borgeren med erhvervet hjerneskade problemer indenfor disse områder, er kontakt med en ergoterapeut eller talepædagog/audiologopæd bedst. De har fagviden, kan foretage en udredning og komme med anbefalinger.

 

I Danmark anslås det, at 25-50 % af alle personer med erhvervet hjerneskade har problemer med at synke. Dette symptom kaldes dysfagi. Modelfoto: Ole Friis.

 

 

Hemianopsi/anopsi

Anopsi betyder manglende syn. Det manglende syn kan opstå i hele eller i dele af synsfeltet.
Denne form for synsforstyrrelse skyldes ikke en skade i øjnene, men en skade på hjernens synscenter eller en skade på synsnerven, som forbinder øjnene med synscenteret. Hvor det blinde felt optræder, afhænger af skaden. Er skaden sket i bagerste del af højre hemisfære (hjernehalvdel), vil anopsien optræde i venstre del af synsfeltet.
Der findes utallige former af anopsier. Den mest almindelige er hemianopsi, som er blindhed for enten højre eller venstre halvdel af synsfeltet. Det kan ikke sammenlignes med at lukke enten højre eller venstre øje - det er den ene halvdel af synsfeltet på begge øjne, som mistes.
Problemet kan beskrives på følgende måde: Når en hjerneskadet borger med hemianopsi betragter en sætning, er kun den ene halvdel af sætningen synlig. Hvis han fokuserer på et enkelt ord, er kun den ene halvdel af ordet synlig.
Ved at bevæge hovedet frem og tilbage i en slags radarbevægelse kan der kompenseres for hemianopsi, hvorved hele synsfeltet bliver scannet. Denne kompensationsmetode kræver dog, at den hjerneskadede erkender sin hemianopsi og véd, at det ikke er hele synsfeltet, der registreres.
En anden og mindre omfattende form for anopsi er kvadrantanopsi. Som udtrykket antyder, er der tale om blindhed for et af de fire kvadrater i synsfeltet. Det vil sige, at synsudfaldet kan være afgrænset til for eksempel øvre højre kvadrat eller nedre venstre kvadrat.
Blandt anopsierne ses også det fænomen, at man ikke kan se dét, som man fokuserer på; men til gengæld er alt andet synligt. Det er således et synsudfald, som er afgrænset til fokuspunktet i synsfeltet. Kompensation kan ske ved at flytte det intakte synsfelt rundt (ved at dreje hovedet), så det i glimt er muligt at se det, som man ønsker at se.

 

Eksempler på anopsier.

 

 

Videre til næste afsnit i håndbogen: Kognitive funktionsforstyrrelser/følgevirkninger