Om neuropædagogik

Neuropædagogisk arbejde er ikke forbeholdt pædagoger, da alle neuropædagogiske tiltag bygger på vurderinger foretaget af et tværfagligt team. Man kan sige, at neuropædagogik er en tværfaglig disciplin, hvor hver enkelt faggruppe har fat i sin egen monofaglige flig. Neuropædagogikken er en fælles referenceramme, men de enkelte tiltag er af monofaglig karakter.
Målet med neuropædagogik er at skabe og fremme borgerens kompetencer via helhedsorienteret og handlepræget pædagogik. Forholdet mellem en senhjerneskadet borger og en neuropædagog kan karakteriseres som et asymmetrisk giver/modtagerforhold.
Den senhjerneskadede er afhængig af hjælp, mens neuropædagogen er den hjælpende. Den optimale neuropædagogiske indsats minimerer asymmetrien ved at give borgeren værdighed og bevirker, at borgeren:

  • Styrker sine funktioner og kompensationsmuligheder
  • Øger sin selvhjulpenhed
  • Øger de sociale kompetencer
  • Får en bedre forståelse for sin egen og andres situation

Samtidig skal hverdagen med neuropædagogens hjælp tilrettelægges, så borgeren trækker på sine stærke sider. Kun gennem en grundig afdækning af vanskeligheder, ressourcer og kontekstuelle vilkår hos borgeren kan den neuropædagogiske indsats tilrettelægges optimalt.
Det er væsentligt at understrege, at neuropædagogik ikke er en fast fremgangsmåde, men en forståelsesramme, som benyttes kreativt og intuitivt. For at kunne arbejde neuropædagogisk må man nødvendigvis have en viden om hjernens opbygning og funktion samt om hjerneskader og deres følgevirkninger.
Således bygger neuropædagogik på neurologi og neuropsykologi, men neuropædagogikken hæver sig over disse discipliner ved ikke kun at fokusere på hjerneprocesserne - neuropædagogikken inddrager konteksten. På en måde kan man sige, at neuropædagogik er anvendt neuropsykologi, men samtidig også en del af den eksisterende pædagogik.


Neuropædagogik er altså individuelle pædagogiske tiltag på baggrund af:

  • En generel viden om hjernen og hjerneskader
  • En specifik viden om den givne hjerneskade
  • En specifik viden om den hjerneskadede borger og borgerens kontekst

 

Gå til indholdsafsnit på denne side:

Arbejdsopgaver
Værdier og etik
Rollekonflikter/Dilemmaer
Boligen - som hjem og neuropædagogens arbejdsplads
Mål-middelkonflikt
Neuropædagogen skal i korte træk kunne:

 

Arbejdsopgaver

Neuropædagogens rolle afhænger af en række faktorer. For eksempel varierer hjerneskadens følgevirkninger, de præmorbide forhold, alderen, den kulturelle baggrund og de økonomiske forhold fra borger til borger. Men generelt er neuropædagogens arbejdsopgaver typisk følgende:

  • Samvær og dialog med borgeren
  • Observation og beskrivelse af borgeren
  • Opstilling af mål og delmål
  • Udarbejdelse og afprøvning af kompensations-, lærings- og genoptræningsstrategier
  • Strukturering af hverdagen og fremtiden
  • Koordinering af indsatsen på tværs af faggrupper
  • Gøre borgerens hverdag meningsfuld og værdig


Når neuropædagogen vurderer borgeren og tilrettelægger indsatsen, sker det på baggrund af en række oplysninger om borgeren. Oplysningerne kan være enten første- eller andenhåndsviden. Førstehåndsviden er personligt oplevet og tilegnet, for eksempel gennem observation af - og samvær med - borgeren. Derimod er andenhåndsviden formidlet af andre.
Det er optimalt, hvis neuropædagogen i videst muligt omfang opnår førstehåndsviden om borgeren, men denne viden er blot ikke tilstrækkelig. Det er en grundegenskab ved neuropædagogens arbejde, at de fleste oplysninger er andenhåndsviden - som for eksempel fra skanningen, den neuropsykologiske undersøgelse eller kollegaernes observationer.
Disse oplysninger må ikke forveksles med sandheden om borgeren. Oplysningerne er blot en filtreret version af virkeligheden. Det er vigtigt at have for øje, når oplysningerne bedømmes. Desuden kan neuropædagogens egen position være et filter, som gør en korrekt forståelse af borgerens situation vanskelig.
Hvis neuropædagogen har en utilstrækkelig begrebsverden, fokuserer på problemer eller har et fordomsfuldt og selektivt perspektiv på verden, så er det svært at erkende sandheden / borgerens virkelighed. Neuropædagogen skal med andre ord være bevidst om, at filtre og begrænsninger gør det umuligt at kende sandheden om borgeren. Der vil altid være områder i borgerens virkelighed, som neuropædagogen enten ikke kan eller vil erkende.
Rehabilitering af borgerens funktionsniveau vil altid være nyttig, men det er vigtigt at være fagligt bevidst om, hvor kræfterne skal lægges. Afvejning af genoptræning, nyindlæring og kompensation er svær, da det reelt ikke er muligt at sige, hvilke funktioner der kan genoptrænes, og hvilke der ikke kan. Mange faktorer spiller ind i afvejningen, for eksempel:

  • Borgerens indsigt i hjerneskaden
  • Borgerens motivation for genoptræning
  • Borgerens personlighed og væremåde


På baggrund af de nævnte faktorer vil det dog ofte være muligt at komme med en velkvalificeret plan for genoptræningsindsatsen.

 


Målet med neuropædagogik er at skabe og fremme borgerens kompetencer via helhedsorienteret og handlepræget neuropædagogik. Foto: Bjerggårdshavens personale.


 

Værdier og etik

Som al anden pædagogik består det neuropædagogiske arbejde af en portion viden og en portion holdninger. Det faktum at Odense Kommune har udfærdiget et værdigrundlag viser, at værdierne bag arbejdet med senhjerneskadede er af afgørende betydning. Et fælles værdigrundlag er et godt udgangspunkt, men det kan og må aldrig blive en facitliste og dermed en sovepude for de professionelle.
Værdigrundlaget skal skabe et fælles grundlag for hele personalegruppens tilgang til borgerne. Dette er en god og nødvendig start, men stadig blot en start. Værdigrundlaget - eller rettere operationaliseringen af værdigrundlaget - bør løbende være genstand for diskussion blandt de professionelle. Hvis personalegruppen konstant sparrer med hinanden og stiller spørgsmålstegn ved “det de plejer”, opstår en positiv dynamik. Det vil udvikle den holdningsmæssige del af neuropædagogikken, hvilket er mindst lige så vigtigt som den vidensmæssige del.
Som neuropædagog skal man være bevidst om, at der ikke findes én korrekt måde, hvorpå værdigrundlaget kan operationaliseres. Selv om der findes både politisk og pædagogisk korrekte holdninger, så er det ikke muligt at vælge holdninger én gang for alle. Etiske dilemmaer vil altid opstå, når neuropædagogikken griber ind i andre menneskers tilværelse og privatliv.
Neuropædagoger skal dagligt træffe valg sammen med - og på vegne af - borgere. Disse valg vil typisk blive truffet på baggrund af neuropædagogernes egne værdier. Kunsten er at være bevidst om egne værdier - og at kunne tøjle dem. Men hvordan bliver man bevidst om egne værdier? Værdier er abstrakte og kulturelle størrelser, som er svære at identificere. Det er faktisk først, når vi møder mennesker med helt andre værdier, at vi opdager vore egne værdier.
Derfor er det vigtigt, at neuropædagoger diskuterer værdier med øvrige aktører - i det tværfaglige forum bliver neuropædagoger bevidste om egne værdier. Denne håndbog lancerer som sagt ikke facitlister. Den kan dog give en oversigt over de værdikonflikter, som neuropædagoger skal forholde sig til.

 

Hvad består livskvalitet af?

Formålet med rehabiliteringsarbejdet er, at den hjerneskadede borger kan bevare eller genfinde et værdigt liv. Tanken er, at alle mennesker er specialister på eget liv og har forskellige opfattelser af livskvalitet.
Livskvalitet er en subjektiv størrelse, men generelt indgår en række faktorer i livskvalitet. Faktorerne er værd at kigge nærmere på, når man som neuropædagog skal vurdere, om en borger har ”et godt liv”.

 

Faktorer i begrebet ”livskvalitet”:

 

Ydre livsvilkår

  • Bolig
  • Arbejde
  • Økonomi

Mellemmenneskelige vilkår

  • Partner
  • Venner
  • Forældre
  • Egne børn

Indre psykologisk tilstand

  • Engagement
  • Energi
  • Selvrealisering
  • Frihed
  • Selvtillid
  • Selvaccept
  • Tryghed
  • Følelsesoplevelser
  • Glæde


Livskvalitet handler om at livet er værd at leve, men det er en proces – ikke en statisk størrelse. Livskvaliteten er hele tiden under udvikling. Man skal derfor passe på ikke at forveksle betingelser og forudsætninger for, at mennesker kan opleve livskvalitet med selve livskvaliteten.

 

Rollekonflikter/Dilemmaer

Neuropædagogen er både ansat og gæst i borgerens hjem. At have to eller flere roller på samme tid kan medføre rollekonflikter. På den ene side skal neuropædagogen opnå borgerens fortrolighed og varetage hans interesse, men på den anden side har neuropædagogen indberetningspligt. Der kan for eksempel opstå et dilemma, når neuropædagogen overværer en indberetningspligtig episode. Dilemmaet er, at neuropædagogen har kendskab til en problematisk episode, men samtidig gerne vil bevare den gode relation til borgeren. En god relation mellem neuropædagog og borger er nemlig ofte forudsætningen for et godt samarbejde.
Et andet dilemma opstår, når borgeren og neuropædagogen har forskellig opfattelse af, hvordan et mål opnås. Målet kan for eksempel være, at borgeren skal have mere social kontakt. Mens borgeren mener at målet bedst realiseres ved at gå på værtshus, hælder neuropædagogen mere til et medlemsskab af den lokale idrætsforening.
Et tredje dilemma kan være kontrol af borgeren eller ej. Borgerens pårørende kan for eksempel være meget interesseret i at kende til borgerens forbrug af alkohol eller medicin. Omgivelserne lægger pres på neuropædagogen for at kontrollere forbruget. Dilemmaet er så, om neuropædagoen skal foretage denne kontrol eller ej?
Endelig kan der også opstå dilemmaer ved interessemodsætninger. Neuropædagogens (og kommunens) interesser harmonerer ikke altid med borgerens interesser. En borger ønsker måske, at lige netop du - og ikke en tilfældig vikar - deltager juleaften, mens du gerne vil holde jul sammen med din familie.
Der er ingen lette løsninger på de nævnte dilemmaer. Når man som neuropædagog arbejder i et felt, hvor der naturligt opstår dilemmaer, er tydelighed vigtigt – i sine handlinger og i sin kommunikation. Tydelighed forudsætter, at neuropædagogen er bevidst om egen rolle.

 

Den neuropædagogiske indsats skal altid tilrettelægges således, at borgeren oplever personlig integritet og autonomi, uanset hvilken bolig borgeren har. Modelfoto: Ole Friis.

 

Boligen - som hjem og neuropædagogens arbejdsplads

Det er værd at drøfte boligen nærmere, idet den er både hjem for borgeren og arbejdsplads for neuropædagogen. Den sociale service er nemlig uafhængig af boligform. For neuropædagogen betyder det, at støtten kan gives i borgerens eget hjem. Lars Gunnar Lingås definerer i sin bog, “Over andres dørtrin”, hjem på 2 måder:

  • “Hjem hjemme” er egen bolig og eget hjem.
  • “Hjem ude” er en bolig, hvor man ikke helt er “herre i eget hus”.


Lars Gunnar Lingås forklarer begrebet “Hjem ude” på denne måde: “Beboerne må i større omfang tilpasse sig de andre beboere, som ikke længere kaldes naboer. Selvbestemmelsesretten er begrænset af husregler (er strengere), der er ansatte, som man skal forholde sig til, nogle rum er fælles, såsom spisestue, tv-stue osv. Muligheden for privatliv vil være af vekslende omfang”.
Begge typer er hjem med eget dørtrin og egen privatsfære. Den neuropædagogiske indsats skal altid tilrettelægges således, at borgeren oplever personlig integritet og autonomi, uanset hvilken bolig borgeren har.

 

Mål-middelkonflikt

Når neuropædagogen og borgeren er enige om målet, men uenige om midlet, så opstår en mål-middelkonflikt. Målet kan for eksempel være mad på bordet. Borgerens foretrukne middel er at deltage i hele madlavningen, hvorimod neuropædagogen ønsker at lave maden selv - for hvis madlavningen hurtigt er overstået, så er det muligt at være sammen med nogle af de andre borgere i løbet af aftenen. I den situation er det vigtigt, at neuropædagogen reflekterer nøje over virkninger og bivirkninger. Hvis borgeren selv laver maden, så har neuropædagogen givet borgeren mulighed for at deltage i eget liv og vælge selv; men til gengæld bliver der ikke tid til andre borgere. Ifølge værdigrundlaget bør selvbestemmelsesretten sejre, men neuropædagogen skal forholde sig til de bivirkninger, som det værdibaserede valg medfører.

 

Neuropædagogen skal i korte træk kunne:

  • Hjælpe uden at dominere
  • Tage stilling uden at tage over eller invadere
  • Være personlig uden at være privat
  • Sætte grænser uden at begrænse udfoldelserne
  • Lade borgeren træffe egne valg uden at omsorgssvigte
  • Være netværk uden at skubbe andre netværk ud
  • Holde en professionel distance uden at distancere sig
  • Respektere uden at acceptere hvad som helst
  • Forholde sig til borgeren som et helt menneske uden at overvurdere borgerens kompetencer
    ... og meget andet


Med andre ord er neuropædagogens arbejde én stor balancekunst.
Sund fornuft må ikke forveksles med etik og værdier. Blot fordi ens egne værdier føles som særdeles sund fornuft, er det på ingen måde givet, at de er sund fornuft for borgerne eller for kollegerne. Lidt firkantet kan man sige, at en neuropædagog skal tro på sig selv og samtidig tvivle på egne handlinger.
Neuropædagogen skal turde handle, men det er mindst lige så vigtigt at turde reflektere over egne handlinger.

 

 

Håndbogens næste del: Cases